Hotellet har alt, hvad feriehjertet begærer, hvad enten du rejser som par eller som familie. Hotellet ligger direkte ved en børnevenlig strand og har swimmingpool med havudsigt. Mellem hotellet og stranden er der en skøn have med store oliventræer, der skaber skyggefulde oaser. I haven findes tennisbaner, beachvolley, legeplads, minigolf og petanque, så der er masser af aktivitetsmuligheder for store som små.
Vi vil gerne byde dig velkommen til Evia. Med sine godt 3.600 km2 er Evia Grækenlands andenstørste Ø, og den er først og fremmest kendetegnet ved sin smukke kystlinje med betagende udsigt over Eviabugten og det græske fastland. Med blot 80 km fra Athen er det et fremragende udgangspunkt for store kulturoplevelser. Læs med herunder, hvor vi giver vores varmeste anbefalinger til, hvad du skal opleve på denne skønne, græske perle.
Evia har trods sin størrelse og centrale beliggenhed bevaret sin autenticitet og er i dag et populært udflugtsmål for lokale grækere, der valfarter fra hovedstaden til Evias uspolerede strande langt fra masseturisme.
Evia er forbundet med fastlandet med to flotte broer – den gamle bro, som er bygget på den smalleste del af strædet i centrum af øens hovedby, Chalkidia, og den nye hængebro, Evripos-broen: Et imponerende bygningsværk på knap 700 meter, som er blevet en ikonisk del af Chalkida.
Med sin beliggenhed i det centrale Grækenland, blot 80 km fra Athen, er Evia et fremragende udgangspunkt for store kulturoplevelser krydret med afslapning i naturskønne omgivelser. Kort sagt byder Evia på alt fra sandstrand til storby, og øen er et oplagt valg for dig, der drømmer om at opleve Athen, men i virkeligheden trænger til en afslappende charterferie. Fra Evia er det nemt at tage en afstikker til den græske hovedstad. Her kan du opleve det imponerende Akropolis med antikke tempelsøjler og statuer, der troner på en flad klippetop 150 meter over Athens hustage. Eller du kan mærke historiens vingesus på det olympiske stadion, Panathenaic Stadium, hvor det første moderne OL blev afholdt.
Chalkida, Evias største by, er en livlig, græsk provinsby, der også kaldes for ”Porten til Evia”. Byen, der ligger ved Evripos-strædet, er kendt for sin fascinerende tidevandsstrøm, som ændrer retning flere gange om dagen – et naturfænomen, der i aftentimerne tiltrækker de lokale fiskere, der i små fiskerjoller med diskret belysning, søger mod byens oplyste, gamle bro, hvor tidevandsstrømmen giver gode fangstmuligheder. I centrum ligger restauranter, cafeer og barer side om side langs promenaden ved vandet. Når mørket falder på, samles både lokale indbyggere og turister her for at nyde et lækkert måltid eller en kulørt cocktail. Der er alt fra hyggelige tavernaer med græske specialiteter, til stilfulde restauranter med alt godt fra det internationale køkken. Promenaden summer af stemning fra de mange spisesteder og barer, og ofte underholder gademusikanter de spisende og forbipasserende med festlig musik.
I området bag promenaden ligger byens gågade, der forgrener sig ud i flere bilfri gader, hvor der er mulighed for at gøre en god handel, hvad enten du er på jagt efter mærkevarer eller lokale produkter. Indimellem de nutidige og moderne butikker, findes der også små, originale specialbutikker med f.eks. herreekvipering og isenkram.
Ca. 20 km. sydøst for Chalkida ligger Eretria, en charmerende kystby med en rig historie. Eretria var en af de vigtigste bystater i antikkens Grækenland, og dens arkæologiske udgravninger er et must-see for historieelskere. Du kan blandt andet besøge det antikke teater, museet og de gamle mosaikker, der vidner om byens storhedstid.
I sommermånederne er Eretria samlingspunkt for områdets turister, som søger mod byens hyggelige spisesteder og barer, der ligger langs den flotte palmeallé ved vandet. Her kan du, bogstavelig talt, nyde en friskfanget fisk eller en græsk souvlaki, mens du sidder med fødderne i sandet og lytter til lette bølgeskvulp. Eretria er ikke en typisk turistby med souvenirshops, men derimod et lokalsamfund med flere fastboende grækere, enkelte butikker og et lille færgeleje med flere daglige afgange til fastlandet.
Byen munder ud i en smal tange og en bro, der fører til Paradise Island, hvor det første du møder er en lille lystbådehavn, hvor joller, fiskerbåde og små lystbåde ligger fortøjeret side om side. Paradise Island var for årtier tilbage et eftertragtet ferieresort, men står i dag forladt hen efter en strid mellem ejerne og myndighederne. Flere af de gamle feriehytter er dekoreret med farverige gavlmalerier, mens andre er ødelagte og forfaldne, så det er både fascinerende og lidt skræmmende at bevæge sig rundt på stierne blandt kunst og kaos.
Omkring 30 km. sydøst for Chalkida og 10 km. fra Eretria ligger den lille landsby Amarinthos, som byder på en mere rolig atmosfære. Byen er hovedsagelig beboet af lokale, og langs vandet ligger et par taverner, hvor du kan smage de lokale specialiteter, mens du nyder udsigten over bugten. Når måltidet skal fordøjes, kan det anbefales at slå turen forbi byens imponerende kirke.
Langs kystlinjen er landskabet på Evia fladt kuperet og perfekt til vandre- eller køreture, hvor du kan opleve øens uberørte natur med olivenlunde, skovklædte bjerge og smukke udsigter over havet.
Når du rejser med os, har du mulighed for at tage med vores danske rejseledere på forskellige udflugter i løbet af ugen.
Herunder har vi samlet vores bedste anbefalinger til hvad du skal opleve på den græske ø-perle.
Sydvestkysten af Evia er kendt for sin storslåede natur, som indbyder til udendørs aktiviteter. Kyststrækningen er prydet med en række uberørte strande, hvor det krystalklare vand indbyder til svømning, snorkling og afslapning. Du kan også udforske øens frodige landskab ved at vandre i de nærliggende bjerge, hvor du vil opleve skove, små vandfald og en rig biodiversitet. Området er perfekt til naturelskere og dem, der søger en ferie væk fra masseturismen.
Evia's sydvestkyst tilbyder en perfekt blanding af kultur, natur og afslapning. Uanset om du går på opdagelse i Chalkidas historiske gader, nyder Eretrias strande og ruiner, eller slapper af i den rolige atmosfære i Amarinthos, vil du blive betaget af dette skjulte hjørne af Grækenland. Det er en destination, der kombinerer det bedste af græsk kultur, naturlig skønhed og moderne bekvemmeligheder, alt sammen med en autentisk, lokal charme.
Maj
I maj minder temperaturerne meget om den danske sommer, med gennemsnitstemperatur omkring 23 grader i dagtimerne. Denne måned er derfor særligt oplagt til dig, der ønsker at gå på opdagelse og være aktiv på din ferie.
Juni-august
Rejser du i sommermånederne, fra juni til september, er du næsten altid sikret en varm solferie. Her er gennemsnitstemperaturen omkring 32 grader, og man kan forvente mange dage med temperaturer herover. Nætterne vil også oftest ligge på omkring de 20 grader.
September-oktober
Hvis du fortrækker lidt mildere temperaturer, kan vi anbefale dig at rejse i slutningen af september og starten af oktober. Her er temperaturen mellem 22-26 grader og havet er dejlig lunt fra sommerens mange varme timer.
Flyvetid og transfer
For at komme til Evia flyver vi til Athen Lufthavn, som tager ca. 3 timer fra Aalborg Lufthavn. Herefter køres der ca. 1,5 time i bus, hvoraf størstedelen af ruten foregår i det græske fastland på en flot tur fra Athen til Evia.
Valuta
På Evia handles der med euro. Der findes hæveautomater på øen, men hav gerne vekslet nogle euro hjemmefra.
Transport
På Evia findes der nogle få lokalbusser, men findes generelt ikke meget offentlig transport på øen. Det er dog muligt at tage lokalbusser fra Chalkida til alle de større byer på Evia, herunder Aliveri, Rovies, Edipsos, Limni, Gymno, Kimi, Prokopi, Mantoudi, Psachna, Karytos, Istiea og Agia Anna. Der er desuden et tog fra Chalkida til Athen, der tager omkring 1 time.
Aktiviteter
Her er smukke vandreruter, sejlture og udflugt til Athen, så der er flere muligheder for til at opleve mere af den græske perle.
Forside
Søg rejse
Afbudsrejser
Få et tilbud
Kontakt