Dejligt lejlighedshotel beliggende i hjertet af Kato Pafos tæt på det livlige havneområde med et stort udvalg af restauranter, barer og butikker. Basilica Garden byder på en flot solterrasse med en indbydende swimmingpool og mindre børnepool. Området omkring poolen er det naturlige samlingssted for hotellets gæster, hér oser det af feriestemning. Nyd en lille forfriskning fra den tilhørende poolbar, der også serverer lette retter.
Hotel Queen’s Bay er et eftertragtet hotel med en unik beliggenhed direkte til det skønne Middelhav. Hotellet er placeret i rolige omgivelser ved en lille bugt, hvorfra man kan bade. Fantastisk frodig have med grønne områder, høje palmer og med vidunderlig udsigt til havet. Hotellets midtpunkt er uden tvivl den store populære solterrasse, hvorfra man kan nyde de smukke solnedgange over Middelhavet
Populært lejlighedshotel beliggende tæt på stranden og livlige Pafos med mange restauranter, barer, indkøbsmuligheder og forlystelser. Paphos Garden byder på dejlige omgivelser, indbydende palme- og blomsterfyldt have og hyggelig solterrasse med swimmingpool, separat børnepool, liggestole og parasoller. Hyggelig bar, restaurant og spaafdeling (mod gebyr) med jacuzzi, sauna, massage og forskellige behandlinger.
Kefalos Beach er et populært hotel bygget som en traditionel landsby med flere bygninger, stier og en lille kirke. Beliggenheden er perfekt direkte ved havet og stranden hvor der er mulighed for at nyde det og slappe af på en liggestol. Hotellet har et indbydende terrasseområde med swimmingpool, børnepool, liggestole, parasoller og direkte adgang til græsområdet og stranden foran hotellet. Hotellet er meget familievenligt og her er alle muligheder for at nyde ferien.
Anemi Hotel er beliggende i centrum af Pafos med byens mange restauranter, barer og butikker lige rundt om hjørnet. Hotellet er et stilfuldt boutique hotel med flot indretning og smukke detaljer, som danner rammerne om en skøn ferie for både par og familier. Stedet er familieejet og kendt for sit høje serviceniveau og personlige betjening. Anemi Hotel har en dejlig solterrasse med swimmingpool, børnepool, liggestole og parasoller,
Mayfair Hotel er et flot og særdeles populært hotel og et af Århus Charters mest foretrukne blandt vores stamgæster. Hotellet er beliggende en anelse tilbagetrukket fra byen og stranden i rolige og dejlige omgivelser. Mayfair Hotel består af flere bygninger som omkranses af skønne solterrasser. Her findes to attraktive swimmingpools med liggestole og parasoller.
Beliggende lige ned til havet og med kort afstand til stranden ligger det dejlige Akteon Village, som er bygget som en traditionel landsby med flere mindre bygninger, stisystemer og flot beplantning. Hotellet har en stor indbydende solterrasse med udsigt til havet, to swimmingpools, børnepool, poolbar, liggestole og parasoller. Her er god plads og alle muligheder for at slappe af i de smukke omgivelser. Opholdet er med All Inclusive.
Louis Paphos Breeze er et fantastisk hotel beliggende i rolige omgivelser lige ned til havet. Her er der rig mulighed for at slappe af i de eksklusiv omgivelser og nyde hotellets udsøgte All Inclusive program, som udover drikkevarer inkludere mad eller snacks det meste af dagen. Hotellet tilbyder to indbydende swimmingpools, separat børnepool, liggestole, parasoller og poolbar. Med havet som nærmeste nabo kan man flere steder fra hotellet nyde udsigten til havet og den smukke solnedgang.
Coral Beach Resort er et skønt hotel med den bedste beliggenhed med flot udsigt til det smukke hav, egen skøn badestrand og lille privat lystbådehavn. Hotellet er beliggende i rolige omgivelser i Coral Bay, som er kendt for de bedste strande i Pafos området. Den indbydende solterrasse, beliggende med udsigt til stranden og havet, tilbyder flere swimmingpools, børnepool, liggestole og parasoller. Stedet råder desuden over en stor og velplejet have med blomster og palmer.
Almyra er et fem stjernet luksuriøst hotel i moderne lounge stil, hvor komfort, atmosfære og gode faciliteter er i højsædet. Man er ikke i tvivl om, at man er kommet til et sted, hvor dygtige designere har fået frit spil, til at indrette hotellet fra ende til anden. Hotellet har en perfekt beliggenhed, direkte ned til strandpromenaden. Det er et familievenligt hotel med et stort udvalg af faciliteter og aktiviteter for hele familien.
Annabelle er et af Cyperns smukkeste og mest luksuriøse hoteller, og i en absolut klasse for sig. Stedet emmer af tradition, og man fornemmer straks den pragtfulde atmosfære i de stilfulde omgivelser. Placeringen er perfekt i centrum af Pafos lige ned til havet. Haven og poolområdet er en fantastisk kombination af swimmingpools og vandløb kombineret med de mange dekorative buske, blomster og træer.
Prisen inkluderer udelukkende flybilletten tur/retur. Flight only billetter udbydes dog kun som en del af en pakke med et tvunget tilkøb af f.eks. mad på flyet og/eller bus transfer.
Vi vil gerne byde dig velkommen til Cypern. En af Middelhavets mest solsikre øer med brede sandstrande, fantastisk azurblåt badevand og mad, der med sine græske og mellemøstlige aner, bærer præg af øens spændende kultur-blanding. Cypern er en oplagt feriedestination for dig, der gerne vil kombinere sol- og badeferie med sightseeing og historie. Læs med herunder, hvor vi giver vores varmeste anbefalinger til, hvad du skal opleve på din ferie.
Cypern er en af Middelhavets mest solsikre øer, og er med sin mangfoldighed et ideelt rejsemål for gæsten i alle aldre. Cypern er rig på historie og huser flere steder, som er på UNESCOs verdensarvsliste over natur- og kulturskatte, heriblandt Pafos. Denne middelhavsperle indbyder til afslappende dage på stranden, spændende udflugter, vandreture og antikke græske kultur-oplevelser. Gå en tur i den historiske, gamle bydel i Pafos, besøg den naturskønne Akamas-halvø eller de frodige Troodosbjerge og spis dig mæt i den cypriotiske nationalret, meze.
Når du rejser til Cypern med Århus Charter, bor du i Pafos området, som ligger på den sydlige græsk-cypriotiske del af øen. Selve Pafos by har omkring 32.700 indbyggere, mens der bor omkring 88.000 indbyggere i hele Pafos-regionen, som også dækker de små byer og ophavslandet omkring Pafos.
I Århus Charter har vi valgt det spændende Pafos-område til vores Cypern-gæster. Pafos er Cyperns gamle romerske hovedstad, hvorfor mange af øens historiske mindesmærker også findes her. I dag er Pafos en moderne ferieby med godt 35.000 indbyggere, der bor side om side med de mange besøgende. Byen er opkaldt efter Venus og Pygmalions datter, Paphos, og er kendt for sin unikke historier, myter om afrodite og skønne badestrande. Pafos er delt op i en nyere og en ældre bydel, Pano Pafos og Kato Pafos. Opdelingen er sket naturligt, fordi byen er placeret på en bjergskråning, hvor den gamle bydel ligger øverst, og den nyere ligger i bunden. Dog er de to bydele forbundet med huse og butikker, så du lægger med stor sandsynlighed ikke mærke til opdelingen. Kun få steder i byen er opdelingen tydeligt markeret med en stejl klippevæg.
Pano Pafos er byens gamle bydel, som ligger på bjergskråningen. Denne del af byen emmer af uspoleret middelhavscharme, liv og ikke mindst historie, hvorfor bydelen også er blevet optaget på UNESCOs verdensarvsliste over natur og kulturskatte. Her vil du møde de karakteristiske præster på deres spadsereture gennem byen, små kaffebarer, et frugt- og grøntmarked, lokale skræddere og religiøse butikker, hvor man kan købe smukke ikoner. I denne del af byen findes også flere spændende museer, som du kan besøge, hvis du trænger til en pause fra badeferien.
Hovedparten af byens indbyggere bor i Pano Pafos, og det er også her du finder det hyggelige centrum med små butikker og caféer. Denne del af byen er fyldt med små, snoede gader, som du nemt kan fare vild i - særligt i bil, da mange af gaderne er ensrettede.
Hvis du kigger udover vandet, vil du måske lægge mærke til et stort skib, som har kurs mod kysten. Skibet er gået på grund, og der går flere historier om, hvordan det mon gik til. Nogle fortæller, at besætningsmedlemmerne var fulde og derfor “overså” Cypern, hvorfor skibet gik på grund lige udenfor Pafos’ kyst. Den rigtige historie er dog, at skibet gik på grund i 1998, fordi der var stormvejr og kraftige bølger. Skibet var fuldt med tømmer, som skulle sejles fra Grækenland til Syrien.
Kato Pafos, den nye bydel, er bygget omkring den osmanniske borg og den skønne havnepromenade med restauranter og caféer, der summer af liv og god stemning. Denne bydel er primært beboet af turister, så de fleste hoteller, restauranter og barer ligger her. Den hyggelige promenade byder på masser af små butikker og restauranter med både lokale- og internationale retter og i den ene ende, ligger en lille lystbådehavn og en spændende borgruin. Tæt på havnen finder du også byens hovedattraktion; Kongegravene som er én stor labyrint af arkæologiske udgravninger.
Shopping-mulighederne på Cypern er gode, og her er noget for enhver smag. Er du til lokalproduceret håndværk og finurlige butikker, bør du gå en tur i Pafos’ gamle bydel. Her kan du blandt andet købe smukke ikoner i de religiøse butikker, et skræddersyet jakkesæt med få dages leveringstid eller et par nye briller. Du må endelig også lægge vejen forbi det lokale frugt- og grøntmarked, som sælger alverdens lokale råvarer.
Er du mere til velkendte butikker og internationale mærker, kan du besøge Kings Avenue Mall, som ligger i den nye bydel på vej op mod Pano Pafos. Her kan du finde butikker som Zara, Calvin Klein, Mango og Flying Tiger eller du kan tage børnene med en tur i biografen.
Pafos har så længe det vides været centrum for dyrkelsen af Afrodite, den græske gudinde for kærlighed. Ifølge sagnet blev Afrodite født af havets skum ved Cypern og båret i land på en muslingeskal sydøst for Pafos. Cypern har også fået sit navn efter gudinden, der havde tilnavnet Kypris.
Ifølge arkæologiske udgravninger har Pafos været beboet siden den nye stenalder omkring år 10.200 f.Kr. Myten fortæller, at byen blev stiftet af Agapenor, leder af den arkadiske hær under den Trojanske krig. Agapenor var en af dem, der skjulte sig inde i den trojanske hest. Efter at have erobret Troja, sejlede de græske flådeskibe hjemad, men de blev spredt fra hinanden under et voldsomt stormvejr, og Agapenors skib havnede ud for Cyperns vestkyst.
Pafos var en af de første steder til at anerkende kristendommen, og det var også her Sankt Paulus konverterede den første hersker i Cypern. Omkring år 300 spredte kristendommen sig på Cypern, og øen blev en del af det byzantinske rige. Den danske konge, Erik Ejegod, besøgte Pafos på sin pilgrimsrejse til Jerusalem, men under sit stop i Pafos, døde han. Der blev oprettet en mindeplade for ham, som du kan se ved byens Chrysolpolitissa-kirke, hvor han sandsynligvis også ligger begravet.
Historien om Cyperns deling begynder i 1960, da øen fik selvstændighed efter at have været britisk koloni siden 1878. De græske cyprioter foreslog nogle ændringer til forfatningen, som de tyrkiske cyprioter ikke kunne acceptere, og der opstod uenighed mellem de to folkegrupper. I 1963-64 tiltog urolighederne og øens hovedstad, Nicosia, blev delt i to. Konflikten eskalerede, da den græske militærjunta i 1974 ville gøre Cypern til en del af Grækenland, og Tyrkiet reagerede med at invadere øen. Det fik FN til at gribe ind med fredsbevarende tropper, heriblandt danske soldater, som var udstationeret på Cypern i perioden 1964-92.
I dag er Cypern stadig delt i en tyrkisk-cypriotisk del og en græsk-cypriotisk del, og da Cypern er med i EU, kan du som EU-borger sagtens krydse grænsen, så længe du har dit pas med. Cypern har to tidszoner, fordi det tyrkisk-cypriotiske styre har afskaffet sommertid.
Cypern er en naturskøn ø med et smukt og varieret landskab, og vi kan varmt anbefale at tage rundt på øen og opleve de hyggelige landsbyer, hvor du alle steder vil møde en venlig og gæstfri lokalbefolkning. På Akamas-halvøen er der mange naturskønne områder med flotte udsigter samt et rigt dyreliv. Det er blandt andet her karette-havskildpadden og den grønne skildpadde yngler. Nordøst for Pafos ligger Troodosbjergene, som er næsten 2.000 meter over havets overflade. Også her vil du opleve smuk og storslået natur med frodige dale.
Maden på Cypern er inspireret af det græske køkken med tilføjelse af specielle krydderier, og øen har en lang tradition for vinproduktion. Glæd dig til at smage den cypriotiske nationalret, “meze”, som består af op til 20 forskellige lækre, små retter. Maden på Cypern er præget af øens spændende kulturblanding, og de mange små retter, meze, består ofte af alt fra pitabrød og humus til sardiner, blæksprutter, grillet halloumi og musaka.
Hvis du gerne vil ud at spise i Pafos, vil vi anbefale dig at bevæge dig væk fra hovedgaderne og ud af de små sidegader. Her vil du finde de mindre og mere autentiske restauranter, som serverer traditionel, cypriotisk mad.
Når du rejser med os, har du mulighed for at tage med vores danske rejseledere på forskellige udflugter i løbet af ugen.
Cypern byder på et væld af spændende seværdigheder, og det er let at komme omkring på øen. Vi har samlet vores personlige anbefalinger herunder, som du kan finde inspiration i, hvis du har lyst til at udforske øen selv.
Midt inde i landet, ca. 1 times kørsel fra Pafos, ligger bjerget Olympus, og selve bjergområdet kaldes også Troodos. Et besøg i Troodosbjergene vil med garanti efterlade dig med store indtryk. Troodosbjergene er næsten 2.000 meter over havets overflade, og deres frodige natur står i kontrast til det ellers golde og sommertørre landskab. Besøg den hyggelige by, Platres, der om vinteren er paradis for skiløbere eller tag vandreturen op til toppen af Olympus. Vi vil også anbefale dig at lægge vejen forbi det smukke Kykkos kloster, som er det største kloster på Cypern. Klosteret er stadig aktivt, og her kan du komme helt tæt på den græsk-ortodokse kultur. Klostret har en meget smuk kirke, som indvendigt er udsmykket med velbevarede detaljer og ikoner samt vægge af guld.
På Cyperns nordlige vestkyst ligger Akamas-halvøen, som er et fredet og stort set ubebygget område med smukke klippeformationer, vilde blomster og klart, turkisblåt hav. Udover at være et naturskønt område med en spektakulær kystlinje, er Akamas-halvøen også hjemsted for Akavas George, skildpaddestrande, jeepsafari og ikke mindst Den Blå Lagune. Akavas Gorge er en 3 km dyb kløft med stejle sider af kalksten, som er smuk at vandre igennem. På turen gennem kløften vil du opleve en storslået natur, og måske er du heldig at spotte de små geder, der af og til hopper rundt på klipperne på kløftens sider. I sommermånederne kan det være utroligt varmt inde i kløften, og vi anbefaler derfor, at du tager vandreturen tidligt på dagen.
Midt på Cypern ligger hovedstaden, Nicosia. Her kan du opleve den lokale folkestemning, drikke en cypriotisk kaffe, shoppe i byens forretninger eller besøge et af de mange museer. Nicosia er verdens sidste, delte hovedstad. Hele Cypern har været delt siden 1974, og hovedstaden ligger hen over grænsen. Det vil sige, at man skal have pas med for at komme fra den sydlige, græsk-cypriotiske del til den nordlige, tyrkisk-cypriotiske del. Cypern er dog medlem af EU, og som EU-borger kan du krydse grænsen ubesværet, så længe du har dit pas med.
Den græsk-cypriotiske del af Nicosia er fyldt med historiske seværdigheder og museer, og dem kan du opleve på nært hold, hvis du udforsker de små gader, som ligger tæt på demarkationslinjen. Demarkationslinjen bliver også kaldt Den Grønne Linje, da en FN-embedsmand efter sigende skulle have brugt en grøn pen, da linjen i sin tid blev trukket på et kort.
Hvis du er mere til shopping og cafébesøg, kan du gå en tur ned ad Ledra Street, som har flere internationale butikker og mærkevarer samt restauranter og caféer, hvor man kan sidde udendørs og nyde det gode vejr over et lækkert måltid eller en kold forfriskning.
Panayia Theoskepasti eller Den tilhyllede Madonna er en kirke, som mirakuløst overlevede arabernes mange angreb fra søsiden. Panayia Theoskepasti betyder “den af Gud tilhyllede Madonna”, og legenden fortæller, at gud sendte en tåge ned over den oprindelige kirke for at beskytte den mod arabiske overfald.
Dionysos’ hus og det romerske amfiteater kan dateres helt tilbage til år 400, og er fra romernes tid på Cypern. Udgravningerne består af 22 rum, hvoraf de fleste er velbevarede. Her findes også nogle helt særlige, velbevarede mosaikgulve, som regnes for at være nogle af de smukkeste i hele Middelhavsområdet. Gulvene har smukke motiver, der illustrerer en historie fra den græske mytologi.
Agia Solomoni er en katakomber beliggende i Kato Paphos, som oprindeligt blev bygget i den hellenistiske periode. Katakomberen er et underjordisk rum, som er udhugget i klippen, og den er blandt andet kendt for sit store kludetræ, et Terebinth træ, som står over katakomben. På træets grene hænger massevis af farvede klude og stofstykker, der er efterladt af besøgende til ære for Saint Solomoni.
Gå en tur igennem kongegravene, en labyrint af underjordiske gravkamre. Stedet kan dateres helt tilbage til det 4. århundrede f.Kr., og emmer af historie. Dele af denne underjordiske krypt blev brugt af både romerne og inden da, ptolemæerne. Konger og andre vigtige borgere blev begravet i gravkammeret, der har fået sit navn af selv samme grund. Gravene ligner nærmest huse, som man kunne bo i, og man mener, at denne måde at bygge gravene på, stammer fra de gamle egyptere. Der er syv nummererede gravsteder hernede, og går du en tur gennem de fascinerende kamre, bør du lægge mærke til de søjler, buer og trapper samt smukke mønstre, der er blevet hugget i sten. Med havets hvislende bølger i baggrunden, kan du ikke undgå at føle, at du er havnet midt i en historisk tidslomme.
Den Blå Lagune er beliggende ved Akamas-halvøen, og det er en af de flotteste seværdigheder på Cypern. Lagunens krystalklare, blå badevand er varmere end på resten af øen, og det er en fantastisk dykkedestination, da der både er god sigtbarhed samt et væld af spændende fisk og smukke klippeformationer, som bare venter på at blive udforsket. Du kan både komme hertil med båd eller via landevejen. Det er dog lettest at komme hertil med båd, da landevejen herud er en smule ujævn. Der går dagligt både fra Latsi til Den Blå Lagune.
Afrodites bad er en berømt grotte, hvor gudinden for kærlighed og skønhed efter sigende mødtes med sine unge, smukke elskere. Grotten ligger ikke så langt fra Latsi, ca. 50 km nord for Pafos.
Ifølge gamle levn kom Afrodite også for at bade i bassinet i skyggen af et figentræ, og mytologien hævder, at dem der drikker af vandet, forelsker sig. Området omkring grotten byder på masser af skønne vandrestier og en smuk kystlinje med klart badevand, så tag endelig badetøj med, hvis du besøger dette spændende udflugtsmål.
Besøg Pafos’ eget vandland, Afrodite Water, hvor små og store vandhunde kan boltre sig i flere timer. Vi gør opmærksom på, at du ikke må medbringe egen mad.
Cypern er velsignet med skønt, varmt klima året rundt, og særligt i sommermånederne er temperaturerne på den gode side af 30 grader. Heldigvis har Cypern også de skønneste strande, hvor man kan køle sig ned, og i området omkring Pafos findes der flere gode strande, som er værd at besøge under din ferie.
Coral Bay er kendt for at være Pafos-områdets bedste og flotteste strand, hvorfor mange valfarter hertil, når der skal solbades. Coral Bay ligger i en lille bugt på Cyperns vestkyst, ca. 11 km fra Pafos centrum. Strandens beliggenhed i bugten gør, at vandet altid er forholdsvis roligt og ideelt til både vandsport og lange svømmeture. På stranden er der mulighed for leje af liggestole og parasoller, forskellige vandsportsaktiviteter og der er desuden flere restauranter og butikker i området ved Coral Bay.
Hvis du gerne vil besøge Coral Bay og bor på et af vores hoteller i Pafos, vil vi anbefale dig at tage lokalbussen, som kører hertil flere gange i timen og stopper lige ved stranden. Turen tager ca. 20 minutter fra busterminalen i Pafos. Der er også parkeringsmuligheder ved stranden, hvis I lejer en bil.
SODAP beach er bedre kendt som “Den offentlige strand” i Pafos, og ligger 1,4 km fra busterminalen i Kato Pafos ved havnepromenaden. Her er vandet relativt roligt på grund af strandens placering på Cyperns sydkyst. Der er gode parkeringsmuligheder ved stranden, men det er også nemt at gå hertil, da der løber en sti langs stranden, som går hele vejen ind til havnepromenaden i Pafos. På SODAP beach er der mulighed for leje af liggestole og parasoller, samt indkøb i den lokale kiosk, der sælger drikkevarer, is og lette retter. Der er også omklædningsmuligheder tæt på stranden.
Alykes bystranden ligger centralt nær havnen i Kato Pafos. Tæt på finder du både hoteller og masser af restauranter, barer, caféer og butikker til når den lille sult melder sig i løbet af dagen. Selve stranden består af et lille stykke sand og strækker sig langs promenaden. Her kan du slappe af direkte i vandkanten - og nærmest ligge med fødderne i vandet. Her findes forskellige muligheder for leje af liggestole og diverse vandsportsmuligheder til dem, der søger lidt mere aktivitet til dagen på stranden.
Ved vores populære hotel, Kefalos Beach, findes et skønt strandafsnit, som ligger i forlængelse med Lighthouse Beach. De to strande minder meget om hinanden, men Kefalos Beach er en anelse smallere. Denne strand har dog lidt flere klipper - både ved stranden og ude i vandet - så det kan være en god ide at medbringe badesko.
Lara Bay ligger ca. 20 km nord for Pafos, og er, udover at være en skøn strand, tilholds- og ynglested for de berømte Karetta-havskildpadder. Stranden ligger i en bugt, der er formet som en hestesko, og på grund af de sjældne skildpadder er stranden fredet. Det betyder også, at der hverken er liggestole, parasoller eller en kiosk ved stranden.
Forside
Søg rejse
Afbudsrejser
Få et tilbud
Kontakt